
Bryghuset Solvognen.
Vi er et mikrobryggeri i Nykøbing Sjælland, der lytter til lokale, gæster og kunder.
Gennem ærlig dialog og mund-til-mund har vi stille og roligt vokset os større – én øl og én samtale ad gangen.
Den feedback, vi får, er den vigtigste drivkraft i vores udvikling. Vi ser både ris og ros som værdifulde redskaber, når vi justerer og forbedrer vores produkter. Ærlig respons er fundamentet for godt bryghåndværk.
Keep it simple – det er ikke kun vores tilgang til ølbrygning, det er også vores motto. Vi tager udgangspunkt i det over 500 år gamle tyske Reinheitsgebot – verdens ældste fødevareregulerende lov – som foreskriver, at øl kun må brygges med fire ingredienser: malt, humle, gær og vand.
Selvom loven i dag er tilpasset EU’s regler, vælger mange bryggerier – inklusive os – stadig at følge den. Simplicitet er en æressag.
Som et lille bryggeri med tanke på kun 300 liter, producerer vi alt lokalt her i Nykøbing Sjælland. Vores øl er håndbrygget med fokus på kvalitet, godt håndværk og respekt for ressourcer.
94 % af øl er vand – og derfor bruger vi det bedste. Det lokale drikkevand i vores område er blandt det reneste i landet. Vi bruger hverken omvendt osmose eller filtrering – kun lette justeringer, der skaber optimale betingelser for at brygge vores otte unikke øl.
Vi skylder en stor tak til vores kunder, venner og det fantastiske team bag Bryghuset Solvognen. I hjælper os hver dag med at realisere vores drøm om at blive Odsherreds bedste mikrobryggeri.
Med beliggenheden i naturskønne Odsherred – et populært turistområde – har vi fornøjelsen af at byde gæster velkommen fra hele verden. Derfor tilbyder vi også vores hjemmeside på både dansk og engelsk.
Bryggeriet har åbent alle dage fra kl. 11–18. Alle er velkomne til at kigge forbi, smage vores øl og få en snak med vores brygmester.
Tecumseh
Bryghuset Solvognens ubestridte omdrejningspunkt er vores brygger, Tecumseh.
En herlig original fra USA – med en indiansk mor og en walisisk far – højtuddannet, skarp i replikken og med en ukuelig trang til at gøre tingene perfekt. Ambitiøs, ja, men man mærker tydeligt, at han har rødder i en kultur med stor respekt for naturen og dens gaver.
Han er vokset op på sin morfars gård i Michigan. Her lærte man at bruge hænderne – og der var ikke noget, der hed at springe over, hvor gærdet er lavest. Under høsten stod gården for kost og logi til daglejerne, og ølbrygningen var en naturlig del af livet.
Planen var egentlig, at han skulle overtage gården, en morfar så drengens potentiale og sendte ham på college. Det førte til en uddannelse som elektroingeniør i både stærk- og svagstrøm. Da IT-bølgen ramte, tog livet dog en drejning, og han endte som programmør hos IBM – hvilket i 1984 bragte ham til Danmark.
Øllet slap han aldrig. Det har fulgt ham hele vejen, og han har siden brygget flere steder i landet. I dag er han fast inventar på bryggeriet – som regel med en mening om både øl og livet i almindelighed.
Kig forbi Bryghuset Solvognen mellem kl. 11 og 18, hvis du vil tage en snak, smage lidt øl eller købe med hjem. Han taler helst engelsk, forstår alt dansk, ved en helvedes masse om øl – og elsker kontakten med vores kunder.
